Sværhedsgrader hos w i e s e k n i t


Det er generelt for mine strikkeopskrifter at jeg virkelig bestræber mig på at gøre dem så imødekommende og forståelige som muligt. Alle forkortelser er altid forklaret første gang de bruges, og jeg gør mig umage for at forklare præcist og konkret hvad man skal gøre. Så man føler man bliver holdt i hånden hele vejen igennem. I begyndelsen af opskriften finder du altid et afsnit, hvor jeg forklare de væsentligste teknikker som du skal gøre brug af i løbet af opskriften.

Der findes mange gode videoer på youtube med teknikker, som jeg klart kan anbefale, hvis du enten er gået i stå et sted, eller har brug for at se det visuelt.

1 – begyndervenlig. Disse opskrifter er oplagte som én af dine første strikkeprojekter. Opskrifterne er her ganske udførligt beskrevet og har ikke nogle svære teknikker eller forkortelser.

2 – let middel. Her kræver det lidt mere end begynder opskrifterne. Her er der også vrang masker, ind og udtagninger og der findes også forkortelser i opskriften (som stadig er forklaret første gang du møder dem).

3 – middel. Her kræver det at du kan, eller har mod på at lære nogle flere teknikker. Som fx vendepinde, samle masker op i ærmer eller hals, italiensk aflukning mm.

4 – over middel. Her ligger opskrifterne i den svære ende. Der kan være teknikker der lapper ind over hinanden så som vendepinde i nakken/ved halsen der strikkes samtidig med at udtagninger påbegyndes.

5 - svær. Denne kategori kræver at du er god til at holde styr på flere teknikker på en gang. Du er en øvet og garvet strikker der ikke er bleg for at kaste dig over en opskrift med måske helt nye teknikker og nye konstruktioner.